Mobning på arbejdspladsenMobning på arbejdspladsen har høje omkostninger for de udsatte og for virksomheden. Både ledere og kolleger bør derfor gribe ind, når de oplever, at en eller flere medarbejdere udsættes for mobning. En klar mobbepolitik kan være med til at forebygge problemet.
Hvad er mobning?
Mobning på arbejdspladsen kan defineres som en gentagen, urimelig adfærd over for en medarbejder eller en gruppe af medarbejdere, der både kan være af fysisk og psykisk karakter, og som udgør en trussel mod de udsattes trivsel.
Konsekvenser
Den urimelige adfærd kan for eksempel indebære, at en medarbejder nedgøres, isoleres, modarbejdes eller trues. For de udsatte kan konsekvenserne være alvorlige. Stress, depression, nedsat selvværd, selvbebrejdelser, angst og søvnproblemer er blandt de hyppigste symptomer, og flere kan vare ved længe efter hændelserne.
Andre konsekvenser kan være social isolering, problemer i familien og økonomiske problemer som følge af fravær fra arbejdet eller afskedigelse. Mobning påvirker ikke alene de udsatte, men medfører ofte en generel dårlig trivsel blandt medarbejderne på arbejdspladsen. For virksomheden kan mobning føre til øget fravær, større personaleudskiftning, dalende loyalitet og nedsat effektivitet.
Mobbepolitik
Det er vigtigt, at der gribes hurtigt ind over for mobning, og en klar mobbepolitik kan være et godt redskab i den henseende. Formuleringen af en sådan politik bør tage udgangspunkt i den konkrete virksomhed, men følgende punkter kan være til inspiration:
- Forpligtelse fra ledere og medarbejdere til at fremme et mobbefrit arbejdsmiljø.
- Klare retningslinier for acceptabel adfærd.
- Klar information om, hvor og hvordan ofre for mobning kan få hjælp.
- Forpligtelse til at sikre, at klager over mobning ikke fører til repressalier.
- Angivelse af konsekvenser/sanktioner i forbindelse med overskridelse af retningslinier.
